Baggrund

Psykoanalyse er en undersøgelses- og behandlingsmetode, som kan føre til indsigt i ubevidste psykiske konflikter og derigennem til øget indre frihed fra selv samme konflikters hæmmende indvirkning på tanker, følelser og interpersonelle relationer. 


Psykoanalysen begyndte med Sigmund Freud (1856-1939) og hans videnskabelige arbejder i slutningen af 1800-tallet. Hans nærmeste medarbejdere dannede i 1908 den internationale psykoanalytiske forening: The International
Psychoanalytical Association (IPA), som siden har været i konstant udvikling i Europa, Nordamerika og Latinamerika.


Medlemmer af Dansk Psykoanalytisk Selskab er speciallæger i psykiatri eller kliniske psykologer, og de har gennemført en psykoanalytisk uddannelse efter IPAs normer. Nogle af selskabets medlemmer bor og arbejder i Sydsverige og er tillige medlemmer af Svenska Psykoanalytiska Föreningen.


I 1957 dannedes en selvstændig del af IPA i Danmark: Dansk Psykoanalytisk Selskab. Dette selskab har til formål at videreføre den freudianske psykoanalyse, at uddanne analytikere i overensstemmelse med IPAs normer og at varetage psykoanalysens interesser i Danmark. Selskabet fejrede i 2007 sit 50 års jubilæum med udgivelsen af en antologi, "Psykoanalysens aktualitet" (red. B Rosenbaum et al.) 


Dansk Psykoanalytisk Selskab deltager inden for IPA og The European Psychoanalytical Federation (EPF) sammen med andre psykoanalytiske foreninger i seminarer, konferencer og kongresser. Psykoanalytiske forskningsresultater publiceres i internationale videnskabelige tidsskrifter. De fire nordiske psykoanalytiske foreninger udgiver i fællesskab det engelsksprogede The Scandinavian Psychoanalytic Review.


Her finder man alle oplysninger, priser, indholdsfortegnelse med abstracts for sidst udkomne nummer, samt indholdsfortegnelse med abstracts eller genudgivelse af hele artikler fra tidligere udkomne numre. Yderligere information kan findes på deres hjemmeside.