|
|
Videnskabeligt grundlag
Psykoanalyse er både en udforskning af sjælelivet og en behandlingsform, som kan hjælpe mennesker til bedre at forstå sig selv.
Det er psykoanalysens opfattelse og erfaring, at en sådan større selvindsigt giver mulighed for at opleve, at der er sammenhæng, mening og hensigt bag psykisk lidelse, tilsyneladende uforståelige reaktioner og irrationelle adfærdsmønstre. Den større selvforståelse fører til en bedre psykisk integritet og til at nervøse symptomer bliver overflødige.
En psykoanalyse er et intensivt samarbejde mellem analysand og analytiker. Målet for en psykoanalytisk behandling er øget indre frihed, psykisk vækst og bedre evne til at møde senere psykiske belastningen.
Psykoanalysen er baseret på den metode og de teorier om menneskets sjæleliv, som Sigmund Freud (1856-1939) foretog de første afgørende udformninger af. Omkring århundredskiftet var Freud praktiserende neurolog i Wien. Her mødte han patienter med nervøse symptomer, som han stod lige så hjælpeløs overfor som sine kolleger. Dengang blev nervøse symptomer betragtet som uforklarlige lidelser i nervesystemet, ganske som legemlig sygdom der ikke havde noget med patientens sjæleliv at gøre. Men ved at lytte nøje til sine patienter kom Freud efterhånden frem til en helt anden opfattelse af disse symptomer. Først og fremmest fandt han ud af, at de havde både mening og hensigt som udtryk for patienternes uløste sjælelige konflikter.
|
Gennem sit arbejde med patienterne udviklede Freud de frie associationers metode og sine teorier om menneskets sjæleliv. Han udforskede det ubevidste sjæleliv og fandt, at der i det ubevidste hersker andre love end i den dagklare bevidsthed. Freud blev i stand til at beskrive en række typiske sjælelige konflikter, og kunne skitsere den normale og den forstyrrede sjælelige udvikling.
Efterhånden blev Freud i stand til at påvise sammenhænge mellem mange forskellige former for sjælelig aktivitet, ikke mindst drømme og en række nervøse symptomer. Han opdagede nye lovmæssigheder i børns psykiske udvikling, og med sine teorier udvidede han forståelsen af alment kulturelle fænomener som myter, religion og kunst. Hvad der var begyndt som en lægelig behandling, viste sig at være brugbar til forståelse af sjæleliv og kultur i almindelighed.
Siden Freud har psykoanalysen udviklet sig betydeligt. Det gælder både med hensyn til teori og praktisk anvendelse. Endvidere er psykoanalysen til stadighed indgået i et frugtbart samspil med andre videnskaber som antropologi, sociologi, filosofi, sprog- og litteraturvidenskab samt psykologi og psykiatri.
|
|
|
|